Elsk dig selv!... Tre veje der faktisk virker til mere selvkærlighed

Hvor ofte høre du ikke sætningen, at du skal elske dig selv? Og ja, jeg bruger den også i næsten alle mine blogs. På mange måder er det jo letkøbt, at andre siger det, ikke? For hvordan gør man det egentlig?

I skolen lærer vi at regne, stave og forme ler om til aksebægre, men vi lærer ingen livskundskaber. Vi lærer ikke at være stolte af os selv, at være god ved os eller elske os selv.

Så må man jo lære det i familien. Men hvis man nu har en mor (eller far), hvis selvværd er meget lavt, hvordan pokker skal de så lære en at elske sig selv? Det kan de de jo ikke.

Men så er det jo godt, der er så mange andre, der kan lære dig det – og netop på dette område er der jo hundredvis af bud på, hvad den rigtige og sande vej til egenkærlighed er.

Og her må jeg bare komme med en spoiler-alarm… Der findes ingen sand eller falsk måde at elske sig selv på. Der findes ingen recept på det. Der findes intet rigtigt eller forkert.  Sorry, min ven.

MEN der findes veje og ting, du kan gøre for hurtige, og måske lettere, at komme til at elske dig selv. Og dem får du om lidt. For inden du kommer dertil, vil jeg lige løfte sløret for, hvorfor det egentlig er vigtigt at elske sig selv.

senior, couple, bed

Hvis du elsker dig selv, så elsker du også andre

Det lyder jo vildt banalt, at vi skal elske os selv – og der findes vel næppe nogen, der kan sige, at det er en dårlig ting at gøre. Men hvorfor er det så vigtigt at gøre? Lad mig ridse et par ting op:

  • Hvis du elsker dig selv (alias er god ved dig selv), så elsker du også andre mennesker. Mennesker der har svært ved at rumme sig selv, har også svært ved at rumme andre. Af den simple grund der jo ikke er plads i deres univers til andre. Når dette sker, så begynder man at se ned på andre. Snakke grimt, eller til tider ondsindet, om dem. Man gør andre mindreværdige og mindre betydningsfulde. Man vil ikke hjælpe andre, der har brug for hjælp. Man snakker måske også i en passivt aggressiv tone til andre. 

 

  • Når du elsker dig selv, kan du holde ud til at være i dit eget selskab. Du opdager, at du ikke har brug for andre mennesker til hele tiden at skulle bekræfte dig i, at du er god nok, eller til at underholde dig. Du behøver ingen til at fylde din lave selvværdstank op, for den er fyldt. 

 

  • Når du elsker dig selv, er det som om, at du møder verden ud fra et helt sted, et sted af godhed og tillid til, at alt er såre godt. Du tvivler ikke på, at andre vil dig det godt. Du tvivler ikke på, at du er OK, som du er, og at du ikke behøver at lave dig om, for at andre kan elske dig for det, du er.

Så hvordan er det så lige, du booster dit selvværd og kommer til at elske dig selv (igen)?

 

  • Tænk på en baby. Tænk på dengang, du var en baby. Hvor mange tanker tror du, en baby gør sig, om forældrene eller de andre babyer kan lide ham eller hende? Ikke ret mange vel? For babyen er centeret i sin egen verden, og den ved, at den er elsket og bare er verdens dejligste baby. Så vær en baby igen. Altså hav tillid til, at du er den dejligste, mest kærlige, skønneste og mest vidunderlige person, der findes i hele verden. Ja, jeg ved, det kan være svært at have det sådan… Men start med at sætte din intention til det, og så en skønne dag bliver det hele din naturlighed.
  • Smil til verden. Og til dig selv. Ved at gå ud i verden og være glad, positiv og smilende, så er du med til at gøre verden til et lidt bedre sted at være… Og du får smil retur. Tal pænt til kassedamen i Netto, vær høflig og sig tak til hende for hendes arbejde. Smil til personen bag dig i køen eller til dem, du møder rundt i Netto. Fløjt den melodi højt, du har i hovedet. Bring lidt mere leg ind i din hverdag. Vælg at have et lyst sind, og se løsninger i stedet for begrænsninger. Alt dette er med til at gøre dit liv lettere, og til at du føler dig mindre forkert, fordi du hele tiden bliver bekræftet i, at du er god nok, som du er.
  • Sæt din intention til, at alle mennesker vil dig det godt, og at de elsker dig for den, du er. Hvis der er mennesker i din omgangskreds, der ikke elsker dig… Så skil dig af med dem (altså på den lovlige måde, ikk’). Du bør kun være sammen med mennesker, der vil dig. Gør ting, som gør dig glad, og som er gode for dig. Hvis dit arbejde og kollegaer ikke er gode for dig, så find et andet job. Hvis manden ikke er god for dig, så find en anden mand. Hvis du ikke lever et orgasmisk liv, så få dig et andet liv. 

Ja, jeg ved godt, det kan være store omvæltninger, men hvis du nu starter med blot at have intentionen om, at det er alt dette, du vil, og at du vil elske dig selv, så viser universet dig vejen til, hvordan DU finder din vej til din selvkærlighed.

Rigtig god rejse, min ven… Og husk, imens du rejser, at elske dig selv.